Ansatte – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Ansatte

Saer El-Jaichi

Saer El-Jaichi

Ingen titel

Projekttitel: Den sufiske skriftkultur – mellem antik, teologi og renæssance

Projektstart: Sep. 2010 – Feb. 2014

Bevillingsgiver: FKK

Forskningsprojektet sigter mod en litteraturteoretisk kortlægning af den arabiske antikreception i Islamisk middelalder, mere præcist perioden fra ca. 800 til ca. 1000, en kortlægning, der skal danne baggrunden for analysen af udviklingen af det, man kunne kalde en sufisk nyplatonisk skriftkultur. Den sekulariseringstendens, som den sufiske litteratur udtrykker, kan udmærket ses som resultat af en vilje gennem praktisk-ideologisk handling at geninstallere de antikke forbilleder, som herskede i Levanten efter Romerrigets sammenbrud. En af hovedskikkelserne i denne ¿renæssance' på den skriftlige kulturs område er Ibn Mansur al-Hallaj (858-922). Sidstnævntes forfatterskab har affinitet til det, Louis Massignon kalder det synkretistisk-hellenske Weltanschauung. Hans tekster befinder sig i vadestedet mellem antikkens filosofi og den islamiske teologi, eller med andre ord: antropocentrisme og teocentrisme. I det store bidrager Hallaj til historien om det reformatoriske projekt i arabisk skriftkultur, om en genfødsel af antikken på islamisk grundlag. På et andet niveau, set indefra så at sige, afspejler hans tekster en bestræbelse på at annektere antikkens filosofiske tankebygning og instrumentalisere den i islamisk sammenhæng. Med sekulariseringen af det religiøse begrebssprog bliver alt, hvad der vedrører det guddommelige, herunder den teologisk korrekte fremstilling af den kosmiske verdens orden og indretning, dens love, oprindelse osv., naturlige emner for den sufiske refleksion, uden at denne herved mister sin sakrale karakter. Filosofiens, eller rettere nyplatonismens funktion er således ikke at aflyse eller suspendere den islamiske metafysik, men snarere at transformere den.

Arabisk nyplatonisme som historisk bevægelse kan tegnes i mindst to koncentriske cirkler. Den indre (eller tidlige) udgøres af en fraktion af det filosofiske miljø i Baghdad, som nævnt omtrent fra 800-1000 (al-Kindi, al-Sarakhsi, al-Balkhi, al-'Amiri). Det var ikke et miljø, der kunne samles om ét filosofisk curriculum, som i de hellenske lærdomscentre (Alexandria, Apamea, Harran). Der herskede dog rimelig enighed om forbillederne. Det var Aristoteles og Platon, der præsiderede blandt dem som nestorer, og bag dem Plotinus, Porphyry, Proclus, Euclid, Nicomachus, Alexander af Aphrodisias, osv. Det er det miljø, der tog navn efter og diskuterede Aristoteles på grundlag af (nyplatoniske) kommentarer fra den aleksandrinske skoletradition.

Det bedste bevis på nyplatonismens eksistens er imidlertid dens efterliv. En række filosoffer, teologer og fysikere henholdsvis inspireredes af og tog navn efter platonismen over hele Nærorienten, parallelt med en ivrig (og i historisk henseende uset) oversættelsesaktivitet befæstede en kanon af aristoteliske og nyplatoniske forfattere. Denne strømning med en historisk kulmination i Avicennismen (Bahmanyar, al-Ma'sumi, al-Juzjani) i byen Khurasan er den arabiske nyplatonismes ydre cirkel. Hallaj og med ham hele den sufiske litterær strømning er en del af efterlivet, hvorfor den som sagt lader sig forstå som en revitalisering af antikken på grundlag af den arabiske nyplatonismes begrebssprog.

Den teorihistoriske fremstilling af den nyplatoniske sufi-litteratur suppleres af en receptionshistorisk analyse af den yderst komplekse baggrund for den nyplatoniske litteraturs opståen i arabiske lærdomsmiljøer i Irak. Forskningsprojektets teoretiske og historiske begreb om den nyplatoniske sufi-litteratur vil således blive uddybet og konkretiseret gennem læsningen af en række af Hallaj's centrale værker. Disse læsninger, der kommer til at udgøre det færdige arbejdes tyngdepunkt, vil være litteraturhistorisk perspektiverende og dermed fremhæve historisk betingede forskelle internt i den arabiske, nyplatoniske tradition. Ønsket er at afdække en nødvendig, men sjældent anerkendt kontekst for vurderingen af nyplatonisk sufisme og dens centrale position i islamisk kultur, nemlig dens funktion som symbolsk erobring og transformation af den nyplatoniske litterære arv.  

ID: 16858266