Lingvistisk – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Polarbiblioteket > Lingvistiske ressourcer

Lingvistiske ressourcer

Syntaks værktøj, udarbejdet af Lisbeth Valgreen:

Ethnologue

The Linguist List, Eastern Michigan University

Generelt om det grønlandske sprog

Grønlandsk er det man kalder et polysyntetisk sprog, dvs. et sprog hvor betydningsbærende elementer, som er seperate ord i andre sprog, sættes sammen i ét langt ord (inkorkorering). Udover grønlandsk er bl.a. inuktitut og cree polysyntetiske sprog.

Et eksempel på dette i grønlandsk kunne være: Illoqarpoq (illu - qar - poq); der er et hus / han har et hus.

Grønlandsk har tre vokalfonemer: /a/, /i/, /u/ hvor /i/ og /u/ har varianterne /e/ og /o/, når de står foran /r/ eller /q/.  Derudover konsonanterne: g, gg, j, k, kk, l, ll, m, mm, n, nn, ng, nng, p, pp, q, qq, r, rr, s, ss, t, tt, ts, v, ff

På grønlandsk findes tre ordklasser:

  • Verber, er én ordklasse, som bøjes i modus og diatese
  • nominer, bøjes i kasus og numerus. Nominer kan inddeles i 5 ordklasser:
    • Substantiver og proprier
    • Participier
    • Personlige pronominer
    • Demonstrative pronominer
    • Interrogative pronominer
  • partikler, er ubøjelig og kan inddeles i 2 ordklasser:
    • Adverbier
    • Konjunktioner, fyldord, udråbsord

På grønlandsk opbygger man sætninger ved hjælp af affikser/tilhæng. Affikserne kan enten være additive eller trunkative. Der findes affikser, der kun kan sættes på substantiver og affikser, der kun kan sættes på verber. Nogle affikser kan verbalisere et nomen, mens nogle kan nominalisere et verbum. Eksempler på disse tilfælde er:

n-n: naasut + -livik: naasulivik (blomster + en beholder til: vase)
n-v: palasi + -nngorpoq: palasinngorpoq (præst + bliver, er blevet: han er blevet præst)
v-v: matuvoq + +simavoq: matusimavoq (lukker + den er -t: den er lukket)
v-n: uillarpoq + -neq: uillarneq (bliver enke + tilstand, det at: enke)

Terminologi

I forbindelse med grammatiske analyser af grønlandske sætninger bruges en terminologi, der endnu ikke er helt fastlagt. Derfor vil definitionerne af de følgende termer og brugen af disse blive ændret løbende. Termerne er her inddelt således:

  1. Termer i forb. m. verber
  2. Termer i forb. m. nominer
  3. Termer i forb. m. partikler
  4. Termer i forb. m. affikser

Forklaringerne og definitionerne på de følgende termer er korte og med få eksempler. Ønsker man at få uddybet termernes brug yderligere, henvises man til Stig Bjørnums “Grønlandsk Grammatik” eller Michael Fortescues “West Greenlandic”, som begge uddyber med en del eksempler. Ved flere af termerne er der noteret den latinske oprindelse, da det nogle gange kan hjælpe til at huske terminologien.

1. Verber:

antipassiv:
diatese: Verbet kan være aktivt, passivt eller antipassivt.
dobbelttransitiv: Er et fænomen der forekommer, hvis et transitivt verbum får tilføjet et transitivt affiks, og de begge bevarer deres subjekt og objekt. Ex.: Anaanap Evamut qitsuk paareqquaa “mor bad Eva passe katten”.
halvtransitiv:
imperativ: (af latin imperare “byde”). Bydemåde (altså en befaling); inatsiniut. Vær opmærksom på, at man i visse personer skal bruge optativ og omvendt. Ex. på imperativ: ajunngikkina! “hav det godt!” (du).
indikativ: (af latin indicare “forkynde; bekendtgøre”) Fortællemåde eller fremsættemåde; oqaluinnarniut, som kun bruges i hovedsætninger. Kan være transitiv eller intransitiv og bøjes med personendelser. Ex.: Piitaq biileqarpoq “Peter har en bil”.
interrogativ: (af latin interrogare “spørge”) Spørgemåde; apersuiniut, som kan være transitiv eller intransitiv. Er en superordinat måde. På grønlandsk besvarer man negative spørgsmål omvendt af dansk. (se evt. S. Bjørnums Gram. s. 40). Ex. på interrogativ: Piitaq biileqarpa? “Har Peter en bil?”
intonation: (af latin intonare “larme, sige m. høj røst”) Er tonegangen i et sprog. Kan også bruges om tryk- og talehastighedsvariationer/rytme.
intransitiv: Tager normalt ikke objekt som fx. dansk “sove”, men kan gøre det på grønlandsk ved at sætte objektet i instrumentalis (-mik). Fx. Piitaq aviisimik atuarpoq (“Peter læser en avis”). Man bruger intransitiv, når objektet skal være indefinit/ubestemt.
kausativ: (af latin causa “grund”) Da-/fordimåde (tid/årsag); pisimasorsiut. Er en subordinat måde (dvs. bisætning), som kan bøjes i transitiv eller intransitiv. Betydningen kan være fortidig eller nutidig og i daglig tale bruges aldrig subjekt i 3. person - kun 4. person.
konditionalis: (af latin conditio “aftale, betingelse”) Når-/hvismåde; pissanersorsiut, som er en subordinat måde (dvs. bisætning), som kan bøjes i transitiv eller intransitiv. Betydningen er fremtidig, og der skal derfor altid et fremtidigt affiks på hovedverbet (verbet i hovedsætningen).
kontemporativ: (af latin con-+ temporarius “samtidigt”) Ledsagemåde; aappiuttartoq, som altid har samme subjekt som det hovedverbum, som det knytter sig til. Det står derfor altid sammen med et verbum i superordinat måde. Kun i imperativ eller som svar på et spørgsmål kan kontemporativ stå alene. Kontemporativ kan bøjes i transitiv eller intransiv, og i transitiv kontemporativ viser endelsen kun
objektet - subjektet kan man se i hovedverbets endelse. Kontemporativ er en subordinat modus.
modus: “Måde”. Modus er verbets måde, hvilket vil sige fx. indikativ, kausativ etc.
negativ: (af latin negare “nægte”) Negativ bruges i imperativ og kontemporativ. Et eksempel kan være med affikset -tippaa i negativ kontemporativ, der tillægger verbet betydningen af “før, inden”: Qaqqamukartinnagu siallilerpoq “inden han gik i fjeldet, begyndte det at regne”(egtl. “det begyndte at regne, ikke ladende ham være i fjeldet”).
optativ: (af latin optare “ønske, vælge”) Ønskemåde; kissarniut, som kan bøjes i transitiv og intransitiv. Betydningen kan både være et spørgsmål og et ønske eller et krav alt efter intonationen. I nogle af formerne vælger man ofte at bruge imperativ i stedet for optativ (se. evt. S. Bjørnums Gram. s. 42). Optativ er en superordinat modus.
participialmåde: Taggisaasaq. Er en slags tillægsmåde, som kan bøjes i transitiv eller intransitiv. Det er en subordinat modus, som gør verbet til en bisætning (oversættes ofte med at, som eller da).
Når verberne i en hovedsætning og en bisætning har forskelligt subjekt, står bisætningens verbum i participialmåde.
passiv: (af latin passivum til pati “lide”) Lideform. Passiv kan bl.a. dannes v.hj.a. affikset
+neqarpoq (v-v). Ex.: atorneqarpoq “bliver brugt, bruges” (af atorpaa).
pluralis: “Flertal”.
positiv: Er grundformen af et adjektiv (1.grad) eller det modsatte af “negativ” i imperativ og kontemporativ.
singularis: “Ental”
subordinat: “Underordnet”. Bruges om verber, hvis modus er underordnet hovedverbets. Følgende modi er på grønlandsk subordinate: Kausativ, konditionalis, kontemporativ, participialmåde. Disse subordinate verber gør sætningen til bisætning.
superordinat: “Overordnet”. Bruges om verber, hvis modus er overordnet og bruges i hovedsætninger. Følgende modi er på grønlandsk superordinate: Indikativ, interrogativ, imperativ, optativ.
transitiv: Transitiv verber tager objekt. På grønlandsk kan man se både subjekt og objekt i personendelsen. Er der et subjekt, vil det stå i relativ, og objektet vil stå i absolutiv. Et eller flere af leddene kan udelades. Et eksempel på en sætning med et verbum i transitiv indikativ: Piitap (rel.) aviisi_(abs.) atuarpaa (“Peter har læst avisen”). Når man bruger transitiv, gør man objektet definit/bestemt.
verbal: Et ord kan have verbal betydning.
verbum: (af latin “ord”) “Udsagnsord”. 

2. Nominer.

ablativ: Grammatisk kasus (af lat. ab- “fra/af”+ -ferre “føre”)
(-/+ mit, -/+ miit, -/+ minngaaniit)
a) Grundbetydningen er inde i; ud fra; ud af
b) I forbindelse med komparativ (+neruvoq er mere) bruges i ablativ i betydningen end
c) Abstrakt participium i ablativ (+nermit af at).
absolutiv: (af latin absolutus “selvstændig, enevældig” -modsat relativ.)
1) Subjektet for et intransitivt verbum står i absolutiv.
2)Objektet for et transitvt verbum står i absolutiv.
Ex.: 1. Ataata_ sinippoq “far sover”.
2. Ataata_ takuara “jeg så far”.
allativ: (af latin allatus; ad- + ferre “bragt til”) (-/+ mut)
a) Grundbetydningen er til; ind i; hen på
b) Ved numeraler og qassit? (hvor mange) betyder det klokken. I denne betydning bruges altid pluralisformen -nut.
c) Betydningen pr.: Ex. kiilumut 20 kroneqarpoq “det koster 20 Kr. pr. kilo”.
d) Abstrakt participium i allativ +nermut af at: Ulapinnermut “jeg havde så travlt” (egtl.: “af at have travlt”).
e) Det underliggende subjekt/det indirekte objekt i en dobbelttransitiv sætning står i allativ.

instrumentalis: (af latin instrumentum “redskab, udstyr”) (-/+mik)
a) Grundbetydningen er med; ved hjælp af: savimmik ammarpara “jeg åbnede den med en kniv”.
b) Betydningen om; vedrørende: Piitamik oqaluttuaq “en fortælling om Peter”.
c) Betydningen giv mig: imermik “giv mig vand”.
d) Intransitivt objekt (objekt for et intransitivt verbum). Betydningen er ubestemt. Det bøjes i tal:
1) atuakkamik atuarpoq “han læste en bog”
2) atukkanik atuarpoq “han læste bøger”
e) Sekundært objekt.
f) Objektudfyldningsled - bøjes i tal:
1) aappaluttumik tujuuloqarpoq “han har en rød trøje”
2) aappaluttunik tujuuloqarpoq “han har røde trøjer”
g) Adverbium. Man kan danne et adverbium ved at sætte et nomen i instrumentalis. Det står foran verbet. Adverbierne hører til den tredje ordklasse (partiklerne) og er ubøjelige.

intransitivt objekt: Se instrumentalis punkt d.
komparation: Gradbøjning af adjektiver. På grønlandsk dannes denne ved at tilføje verbet affikset +neq. Ex.: Piitaq anneruvoq “Peter er større; Peter er størst”.
Ved nominer kan man gradbøje med affikset +(r)leq (n-n). Ex.: alleq “den nederste”. Der findes en del leksikaliserede gloser, og affikset er ikke længere produktivt.
komparativ: Bruges i forbindelse med gradbøjning og svarer til 2.grad. Se evt. ovenstående under komparation.
lokativ: (af latin locus “sted”) (-/+ mi)
Grundbetydningen er inde i; henne på; ovre hos
Ex.: nerrivimmi issiavoq “han sidder på bordet”.
objekt: Svarer til dansk genstandsled.
a) Objektet for et intransitivt verbum står i instrumentalis. Ex.: Piitaq aviisimik atuarpoq “Peter læser en avis”.
b) Objektet for et transitivt verbum står i absolutiv. Ex.: Piitap aviisi atuarpaa “Peter har læst avisen”.
objektudfyldningsled: Er betegnelsen for et nomen, der står i apposition til et inkorporeret objekt eller et intransitivt objekt. Det inkorporerede objekts tal kan ses på objektudfyldningsleddet.
a) Ex.: Oqortumik tujuuloqarpoq “han har en varm trøje” (ikke-possessiv instrumentalis, modificerer et inkorporeret objekt).
b) Ex.: Aamaruutissanik qisussaminnik piiaasarput “de brød kul, som de brugte til brændsel” (possessiv instrumentalis, som svarer til en bisætning på dansk, modificerer et intransitivt objekt).
oblik kasus: De oblikke kasus er betegnelsen for de kasus uden for nominativ. På grønlandsk gælder de oblikke kasus: Instrumentalis, allativ, lokativ, ablativ, vialis og ækvalis. Absolutiv og relativ er “grammatiske kasus”.
participium:
pluralis: Pluralis
possessiv: Betegner et tilhørs- eller ejendomsforhold. De possessive endelser sættes på substantiver og indeholder både ejeren og det ejede. Ex.: Qimmera “min hund”
possessor: Er betegnelsen for ejeren i en possessiv konstruktion. Possessor kan være både possessiv absolutiv og possessiv relativ.
possessum: Er betegnelsen for det ejede i en possessiv konstruktion.
relativ: (af latin relatus “som må betragtes el. bedømmes i forhold til noget”)
a) Subjektet for et transitivt verbum står i relativ.
b) Possessor står i relativ.
Ex.: ataatap akilerpaa “far betalte den”
ataatap illua “fars hus”
singularis: Ental
subjekt: Er den handlende i en aktiv sætning.
subjektudfyldningsled: Er betegnelsen for et nomen, der står i apposition til et inkorporeret subjekt. Det står efter verbet i ikke-possessiv absolutiv og bøjes som verbet i tal.
Ex.: Piniartuuvoq pikkorissoq “han er en dygtig fanger”.
substantiv: (af latin substantivum “navn der betegner en substans”) Navneord.
superlativ: 3. grad af gradbøjningen.
vialis: (ablativ af latin via “vej; over, ad gennem”) (-kkut)
a) Grundbetydningen er gennem; ad; via: matukkut iserpoq “han gik ind ad døren”
b) I forbindelse med det, som man skriver på, og om et sted på kroppen, hvor man på dansk siger “i” eller “på”, bruges på grønlandsk ikke lokativ (som ville betyde “i” eller “på” i geografisk forstand), men vialis: sukkut atsiussaanga? “ hvor skal jeg skrive under?”
ækvalis: (af latin aequalis “gøre lige, lige”) (-/+ tut, -/+ sut)
a) Grundbetydningen er som; ligesom; i egenskab af. Ofte bruges ækvalis sammen med glosen soorlu (“som; ligesom”)
Ex.: Nakorsatut sulisarpoq “han arbejder som læge”
b) Ved nationalitetsbetegnelser betyder det på (sproget, egl. “som en”): qallunaatut “på dansk”.

3. Partikler.

adverbier: Biord. Er betegnelsen for partikler der lægger sig til verber. Der findes nogle leksikaliserede gloser, som man kan betegne adverbier. Man kan danne adverbier ved at sætte et intransitivt participium i instrumentalis. Ex.: Akikitsumik “billigt”.
konjunktioner: Bindeord der ikke kan bøjes eller dannes. Ex.: aamma “og”.
emfatiske ord: (af græsk emfatikos “betegnende, eftertrykkelig”) Bruges om udråbsord som fx. na´aa “av”.

4. Affikser.

additiv: (af latin addere “lægge til”) Bruges i grønlandsk om affikser, der sættes på stammen. Ved additive affikser bruger man ofte fortegnet “+”. Ex.(med additivt affiks på nomen: n-v): +torpoq; neqitorpoq
“han spiser kød”. Ex. (med additivt affiks på verbum: v-v): + soraa; anisoraara “jeg tror, at han gik ud”.
affiks: (af latin af fixus “knyttet til”) I stedet for affiks bruges også ofte “tilhæng”. Affiks er en fælles betegnelse for præfiks, suffiks og infiks.
trunkativ: Bruges i grønlandsk om affikser, der sættes på sidste vokal i stammen. En eventuel slutkonsonant bortfalder. Ex. (med trunkativt affiks på nomen: n-v): -qarpoq;
meeraqarpoq “har et barn; har børn”. Ex. (med trunkativt affiks på verbum: v-v): -ssaaq; sinissaaq “han skal sove”.
eklitisk: (af græsk enklisis, en-+klinein “læne”) Et enklitisk affiks er et affiks, der kan sættes på alle ord, også endelser. De sættes på det første ord i sammenhængen. Ex.: +li “men”; Eva sinippoq Suululli eqeerluni “Eva sover, men Søren er vågen.
recessiv: Recessivt r skrives +(r) og betyder, at et “r” indskydes mellem stammen og affikset ved verbernes vokalstamme.

Eksempler/termer

1. Word classes

Nominal: (nomen)
noun (substantiv)
pronoun (pronomen; personlige, demonstrative etc)
participle (participium; aktiv, passiv etc.)
postposition (postposition; kun oblikke kasus)
demonstrative adverbial (demonstrativ adverbial; kun oblikke kasus)
independent quantifier (selvstændig kvantor; kisiat, tamaasa etc.)
Verb: (verbum) minimalsætning
Particle: (partikel)
adverb (adverbium)
conjunction (konjunktion)
expletive (emfatisk ord)
emphatic word (emfatisk ord)
enclitic (enklitisk ord)

2. Structural categories.

NP (NF) noun phrase (nominal frase)
MC (HS) main clause (hovedsætning)
SbC (BS) subordinate clause (bisætning)
AP (AF) adverbial phrase (adverbiel frase)
He (Ho) head (hovedled)
NM (ML) nominal modifier (modificerende led)
PoF (EF) possessor phrase (ejefrase)
NC (NS) nominal clause (nominal sætning)
NdC (NtS) nominalized clause (nominaliseret sætning)
CoC (SiS) coordinate clause (sideordnet sætning)
AP (AF) appositional phrase (appositionel frase)
CoP (SiF) coordinate phrase (sideordnet frase)

3. Functional categories.

TP (TF) temporal phrase (tidsfrase)
LP (SF) locative phrase (stedsfrase)
CP (ÅF) causal phrase (årsagsfrase)
MP (RF) means phrase (redskabsfrase)
MaF (MåF) manner phrase (mådesfrase)
PP (FF) purpose phrase (formålsfrase)
RP (ReF) reference phrase (referencefrase)
TC (TS) temporal phrase (tidssætning)
CC (ÅS) causal clause (årsagssætning)
OC (OS) object clause (objektssætning)
SC (SS) subject clause (subjektssætning)
MaC (MS) manner clause (mådessætning)
CiC (OmS) circumstantial clause (omstændighedssætning)
CC (KS) conditional clause (konditional sætning)
RC (RS) relative clause (relativ sætning)
PC (FS) purpose clause (formålssætning)
CnS (InS) concessive clause (indrømmelsessætning)
Pr (Pr) predicate (prædikat)
Su (Su) subject (subjekt)
Ob (Ob) object (objekt)
SO (SO) secondary object (sekundært objekt)
ItO (ItO) intransitive object (intransitivt objekt)
IO (IO) indirect object (indirekte objekt)
US (US) underlying subject (underliggende subjekt)
OcO (OU) object complement (objektudfyldningsled)
Sco (SU) subject complement (subjektudfyldningsled)
Lco (LU) locative complement (lokativ udfyldningsled)
Npr (NP) nominal predicate (nominal prædikat)
Emner og begreber man bør kende noget til i forbindelse med den mundtlige prøve i vestgrønlandsk (primært overbygningen).
1. Fonologi.
- De gængse betegnelser for beskrivelsen af alle fonemer i sproget ifølge position og måde at udtale dem - fx. lukkelyd v. hæmmelyd, alveolær v. velar, stemt v. ustemt etc.
- Stavelses- og orddelingsprincipperne i grønlandsk.(Se evt. forordet i Oqaatsit)
- Vigtige fonologiske processer: Assimilation (regressive ved konsonanter; progressive ved vokaler); trunkation; gemination; indskudte og svækkede j´er og v´er (og sammenhæng med retskrivningen); fusion (af uvulære stammer med velar-initiale suffikser).
- i (1) v. i (2) (*t til s efter det første, variation med a efter det andet, og “skjulte” i-2´er efter t-stammer.
2. Morfofonologi.
- De vigtigste stammetyper: Nominaler - klasse 1 (vokal og svag konsonant) v. 2 (stærk konsonant, inkl. “bevarende/retaining” stammer); verber - uvulære v. k- og t-stammer.
- De vigtigste morfofonologiske typer af suffikser/tilhæng (additive, trunkerende, delvis trunkerende (kun ved svage q- stammer), replacive (med bortfald af materiale).
- Hyppige konsonantalternationer i forbindelse med allomorfi af suffikser (fx. g/r/k, s (historisk S) /t, p/v, også Ø/dobbeltkonsonant i forbindelse med gemination.
- Særlig opførsel af stammer og tilhæng som ender i i2 (især -gi-) foran indikative bøjninger.
3. Morfologi.

(NB: Stammer og tilhæng skal kunne analyseres og citeres i “underliggende” former - fx. i form efter vokalstamme - uden typiske bøjningsendelser som i ordbøgerne)
- Alle bøjningskategorier (kasus, person, tal, modus/måde). (Enten som i Fortescue eller i Schultz-Lorentzen men ikke kun med E. Janussens populære/beskrivende termer.)
- Demonstrative stammer og deres bøjninger (pronominale og adverbiale).
- Possessor (ejer) v. possessum (ejet) markering.
- Forskel mellem bøjninger (inflektioner), tilhæng (derivationelle suffikser), og vedhæng (enklitiske suffikser) og de basale principper for deres rækkefølge i komplekse ord.
- Forskel mellem deverbal-verbale, denominal-verbale, deverbale-nominale og denominal-nominale tilhæng.
- Transitiviserende tilhæng (inkl. -uti-) og “dobbelttransitive tilhæng”.
- Halvtransitive (antipassive) tilhæng.
- Produktivitet/leksikalisering
- Kvantificerende udtryk og deres bøjning (inkl. talord og tamar- og kisi-).

4. Syntaks.

  • Sætningsled (“parts of speech” - verber, navneord, demonstrative/pejeord, partikler); og hvad der svarer til adjektiver, præpositioner og adverbier på dansk (visse verbale stammer, nominale fraser i “oblikke kasus” mm.).
  • “Hovedløse” participielle fraser.
  • Normale ordstilling (S-O-X-V) indenfor sætninger.
  • Hovedfunktionerne af de forskellige kasus og måder.
  • Refleksive/reciprok brug af intransitive former af transitive verber.
  • Forskel mellem transitive og intransitive objekter (i henholdsvis absolutiv og instrumentalis kasus - NB: Bestemthed).
  • Objekts- subjektskomplementer (udfyldningsled) i forbindelse med verbaliserende tilhæng som -qar- og -u-.
  • Hovedled i nominale fraser og den realtive position af modificerende og possessive led.
  • Kongruensforhold i nominale fraser.
  • Forskellige slags bisætninger: Adverbielle (fx. tids- eller årsagsangivende), relative og objektsbisætninger.
  • Hovedreglerne for brugen af fjerde person (og kontemporativ/ledsagemåde).
  • Forskel mellem sideordning og underordning (og sætnings- v. ordkoordinering).
  • Nominaliserede udtryk med tilhænget neq-.

Kendskab til følgende emner er ønskeligt, især på overbygningen og i forbindelse med specifikt lingvistiske opgaver: De I.P.A. fonetiske tegn, der er relevante for eskimoiske sprog; fonotaktiske regelmæssigheder i grønlandsk; “stavelsesvægt” og intonationsforløb i grønlandsk; metatese og bidirektionel assimilation; nasalering foran vokal-initiale eklitiske “vedhæng”; sætningstilhæng (tempus, modalitet, subjektive/forstærkende) og deres rækkefølge i komplekse verbale former; firedeling af grønlandske verber i transitive, intransitive, agentive og ikke-agentive stammer: Ergativitet, “alienable” (midlertidig) possession; valens/diatese; aspekt; anaphora; den særlige syntaktiske opførsel af dobbelttransitive tilhæng (både med intransitive og transitive stammer); ikke-verbale sætninger; særlige funktioner af verbale modi; emfase og fokus; kopulære konstruktioner med tassa og enklitisk una; sætnings- v. predikatsnegation; indirekte tale (inkl. indirekte spørgsmål og ordre); postpositionelle konstruktioner (nominale og adverbielle ækvivalenter).
Tekstbrug (eksempler på pensumopgivelser).

Litteratur

Berthelsen, Chr. m.fl. (1997): Oqaatsit Kalaallisuumiit Qallunaatuumut - Grønlandsk Dansk Ordbog. Atuakkiorfik Ilinniusiorfik.

Bjørnum, Stig (1999): Grønlandsk Grammatik. Institut for Eskimologi.

Dorais, Louis-Jacques (1990): Inuit Usausiqatagit, Inuit Languages and Dialects. Arctic College, Nunatta Campus. Iqaluit.

Dorais, Louis-Jacques (1993): From Magic Words to Word Processing. A History of the Inuit Language. Arctic College, Nunatta Campus. Iqaluit.

Fortescue, Michael (1997): West Greenlandic. Croom Helm.

Fortescue, Michael (1983): “A comparative manual of affixes for the Inuit dialects of Greenland, Canada, and Alaska.” I Meddelelser om Grønland, Man & Society 4

Grønnum, Nina (1998): Fonetik og Fonologi - Almen og dansk. Akademisk Forlag.

Hansen, Erik (1997): Dæmonernes Port. Hans Reitzels Forlag.

Janussen, Estrid (1987): Håndbog i grønlandsk grammatik. Grønlandsk som fremmedsprog. Pilersuiffik.

Mathews, P.H. (1978): Syntax. Cambridge University Press.

O´Grady, William m.fl.(1997): Contemporary Linguistics. An Introduction. Longman.

Olsen, Lise Lennert, Hertling, Birgitte (1988): Grønlandsk Tilhængsliste. Pilersuiffik.

Rischel, Jørgen (1974): Topics in West Greenlandic Phonology. Akademisk Forlag.

Schultz-Lorentzen (1969): Det Vestgrønlandske Sprog i Grammatisk Fremstilling. Ministeriet for Grønland.