The journals of Knud Rasmussen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Forskning > Forskningsområder > Grønland og Arktis > Afsluttede projekter > Arktiske diskurser og klimaændringer i Grønland > The journals of Knud R...

The Journals of Knud Rasmussen
Påklædning til en anmeldelse

af Birgitte Sonne
Lektor emerita fra Afd. for Eskimologi , Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, KU.

Man skal kulturelt være godt klædt på til denne film, bemærker en anmelder. Indrømmet, filmen er ikke umiddelbart tilgængelig. Men at placere handlingen i Grønland, som en pressemeddelelse foregøgler publikum på nettet, må skyldes journalistisk dovenskab ud over det tilladelige. Et par timers læsning i Rasmussens populære beretninger om 5. Thuleekspedition 1921-1924: Den store Slæderejse, eller hellere, første bind af Fra Grønland til Stillehavet (1925-26) – (Accross the Arctic på engelsk) - havde hjulpet journalist og flere anmeldere ikke så lidt. Eller mon? Navnet, Knud Rasmussen, skaber visse forventninger i Danmark, som filmen bestemt ikke indfrier, bortset fra at Rasmussens trykte ’citater’ citeres ord til andet i lange passager (Avvas og Orulus selvbiografier, fx). Rasmussen bakker på sin pibe, snakker lidt inuktitut (ligner grønlandsk, især Thule-dialekten), forklarer sit ærinde, stiller et par spørgsmål og synger minsandten en italiensk arie på inuits opfordring om at synge noget dansk. Dette indslag er hentet fra Rasmussens venderejse med etnografen Birket-Smith sydpå til de såkaldte rensdyreskimoer, hvor en rungende Gigli modtager dem fra en rejsegrammofon. Lejren flyder i øvrigt med vestligt skrammel, og denne arie, gjalder, i den ægte, gamle Gigli-indspilning, mens rulleteksterne går. Den signalerer den vestlige påvirkning, som, længe før Rasmussen kommer, har gjort sig gældende i området. Mere om den nedenfor. Men skuffelsen over Rasmussens synligt ringe rolle forvirrer åbenbart anmelderne. Kun Bo Green Jensen, der klarest formidler filmens forløb og kvaliteter, véd i sin anmeldelse at give skuffelsen luft i en indsigtsfuld skildring af Rasmussens meriter og litterære talent. En sådan film skylder man Rasmussen at lave, finder Jensen. Men de fleste danske anmeldere roser fotografen og lukker ellers af for ret meget andet end filmens mangler som ’handlingsfilm’.

 

De canadiske anmeldere har helt andre interesser i denne film og er som flest dybt betagede (google Isuma på nettet). Den handler jo om deres egne indfødte, de inuit, der for få år siden opnåede et vist selvstyre - Nunavut. Skuespillerne er lokale inuit (bortset fra de tre danske, Spottag, Bodnia, Cedergren – de 8 grønlandske ekspeditionsdeltagere ser man ikke), og instruktøren, lokale Zacharias Kunuk, er inuits første filmmager med publikumssuccessen, Atanarjuat, bag sig. Optagelserne er sket on location, Igloolik, i sne, storm, og stille, i telt og snehus (bygget til lejligheden), og premieren åbnede årets filmfestival i Toronto. Disse anmeldere har læst på lektien. De har været åbne, og de har interviewet både instruktøren og fotografen, amerikanske Norman Cohn. Kunuk forklarer filmens langsomhed, spring og dens sparsomme dialog med inuits egne omgangsformer. Mimik og gestik er sigende. Man er opdraget til opmærksom iagttagelse. Det er denne tystere samværsform filmmagerne formidler i deres, med egne ord, ’interior thriller’, om brydningstiden mellem shamantradition og kristendom. De vil ikke give køb, ikke kultur-oversætte, ikke forfladige. Synsvinklen er inuits egen. Publikum må selv yde noget og omstille sig til en anden livsrytme


(www.arktiskebilleder.dk, billednummer: 21871b)

Tiden er 1912 og 1922-23 på strækningen langs Fox Bassin fra Repulse Bay nordpå til Igloolik. Ekspeditionen kaldte de derboende inuit ’iglulikker’, der havde slægtninge så langt mod øst som ved Pond’s Inlet i det nordligste Baffinland. Med de nærmeste naboer i vest, netsilikkerne, havde iglulikkerne traditionelt ingen relationer. Hovedpersonerne er den gamle shaman, Avva, Rasmussens hovedinformant blandt iglulikkerne, og hans datter, Apak, der også har kontakt til ånderne. Til slut overgiver hele familien sig, Avva til sidst og modstræbende, til kristendommen i sammentræffet med ’profeten’ Umik, en iglulik, hans søn Norallaq, og deres tilhængere.

Rasmussens publikationer, der inkluderer uddrag af de andre ekspeditionsdeltageres rapporter, leverer en stor del af materialet. Udvalget er naturligt begrænset til Rasmussens to møder med den gamle åndemaner Avva med familie, det første i vinteren 1922 (ved Cape Elisabeth), hvor Aua er relativt afvisende, og det andet året efter (1923 på isen i Lyons Inlet), hvor han og hans kone fortæller om hver sit liv med tabuer og lidelser, der begge krones med stor glæde. (Faktisk er Avva mellem de to besøg blevet kristen og derfor ikke længere forpligtet over for sine afskedigede hjælpeånder) Fra Mathiassens udgravninger nær Repulse Bay får vi en kort scene, hvor han byder en ung pige et fingerbøl og en afskåret bid af sin mad (der forudskikker det senere dåbsritual med seksuelle undertoner, se ndf.), og endelig danner Mathiassens og Freuchens rejse med Avva og familie nordpå til Igloolik rammen om dramaets afslutning. Den ihærdige Mathiassen undersøger hele ruten til fods, Freuchen ser spøgelser, jagten svigter, alle sulter, og tilbuddet om mad på den betingelse, at man tilslutter sig en lille flok kristne stammefæller, bliver den (for) store fristelse. Kort sagt, havde filmen slavisk fulgt rapporternes kronologi, var dens ’thrill’ og klimaks forduftet. 

Både Mathiassen og Rasmussen omtaler kristningens ’profetbevægelse’, som Rasmussen har til bedste, og filmen også forholder sig ret humoristisk til. Filmens øvrige materiale er de berørte inuits egne erfaringer, som Zacharias Kunuk er blevet belært om i interviews med de ældre i Igloolik. Et par af dem var børn dengang, andre har kun hørt om begivenderne fra deres forældre, og Kunuk forstår, at den livsfjendske, anglikanske puritanisme der formørkede hans egen opvækst, også havde andre facetter. Disse facetter har anmelderen desværre udeladt. Men det kunne bl.a. være de fakta, at vestlig påvirkning allerede i 1912 havde stået på ganske længe, og at disse inuits overgang til kristendommen skete på deres eget initiativ. Ingen missionær var direkte indblandet, og omvendelserne greb om sig i en langt højere grad end ved de daværende få, fjerntliggende missioner. Filmen har fra begyndelsen flere referencer til denne baggrund.

Referencerne

1. I et par generationer (1860-1910) havde job- og handelsmuligheder hos amerikanske hvalfangere tiltrukket inuit fra nær og fjern. Hvalfangerne overvintrede hér og dér langs kysten fra Repulse Bay og sydpå, og bl.a. flyttede en tredjedel af alle netsilikker herned for good. Nærkontakterne mellem hidtil indbyrdes ’fremmede’ inuit kunne give anledning til konflikter, men med tiden klarede blandingsægteskaber integrationen. Og dette er netop baggrunden for Apaks ægteskab med netsilikken Taparti, som hun ikke vil røre. En af hans slægtninge myrdede hendes første mand, og Avva arrangerede ægteskabet for at stoppe enhver fortsat konflikt. Han gjorde det i bedste mening undskylder han i sin forgæves opfordring til Apak om leve op til sine ægteskabelige pligter.

2. Ved filmens begyndelse er den nærmeste mission netop er blevet oprettet flere dagsrejser mod syd i Chesterfield Inlet. Vi ser tidligt i filmen to piger synge om Jesu tiltrækning og, fnisende, give hinanden hånden, - efter de Hvides skik. Langt senere vægrer Avva sig da også mod den ny religion, da han i mødet med ’profeten’ Umik nægter ham sin hånd.

3. Men andre påvirkninger har længe har gjort sig gældende: Læsekyndighed og læsestof. Vi ser i en kort sekvens en ældre mand tyde noget skrift, nemlig den stavelsesskrift, som missionær, E. J. Peck i det sydligste Baffinland, tilpassede inuits sprog, inuktitut. Han fik oversat og trykt salmer og bibeltekster på inuktitut, som han sendte ud med hvalfangere og deres ansatte inuit. I ’iglulikkernes’ område nåede teksterne Ponds Inlet i 1897, Repulse Bay i 1903, og Igloolik i 1919. Inuit, der var henrykte for skriftens nye kommunikationsmuligheder, fik hurtigt lært den – af hinanden. Man skrev breve og læste i de udsendte tekster. Der var rig lejlighed til at stykke sin egen version af kristendommen sammen.

Det gjorde bl.a. ’profeten’, Umik, og hans søn, Norallaq fra Ponds Inlet. Norallaq havde til alle lokale inuits lettelse ombragt en farlig amerikansk handelsmand. Denne var blevet svigtet af sit handelskompagni, og udgået for varer var han prisgivet en ublid skæbne, der sled på hans psyke. Efter mordet fortrak Norallaq med familie vestpå til Igloolik, væk fra det canadiske Mounted Police, der bl.a. var udstationeret i Pond Inlet og Repulse Bay. Men Avva, der jo selv har taget initiativ som konfliktløser, advarer mod de hvides hævn. Den kom senere, fortæller Rasmussen (ikke filmen), med en canadisk dom på 10 års fængsel til Norallaq. Efter et år blev han, nedbrudt af tuberkulose, sendt hjem igen.

Den lille menighed har sine egne ti bud, bl.a. et hjemmetolket ”sjette”, der - på Umiks ordre - sikrer de modne mænd visse rettigheder til andres koner for – reelt nok - at undgå indavl. Kontrasten er filmens festlige tivajuut, nytårsfesten, hvor maskerede shamaner med stok og pisk sætter folk i overgivent humør. Filmen viser dog ikke hvordan de maskerede førhen ’parrede’ alle mænd og kvinder for det følgende døgn.

Menighedens salmer er hjeretetriste, endeløse, og dåbsritualet er en selvopfundet ’nadver’, som forskeren, Frédéric Laugrand, først for relativt nyligt har givet os kendskab til. Siqqiterneq hedder måltidet, på en lille bid indvold til hver fra et sødyr - hjerte, lunge, lever el. tunge – . Det var mad, som kvinder før klimakteriet og shamanlærlinge absolut ikke måtte spise. Vi ser den unge, gifte Apak svælge bidden, utygget, som foreskrevet. Siqqiterpunga, ’jeg overskrider grænsen’, messer Umik. Glosen bruges mest om rener, der bevæger sig fra indlandet ud på havisen – ligesom tidligere inuit selv, der hvert efterår flyttede fra indlandet med dets renjagter ud på havisen til vinterens åndehulsfangst. Det var en risikabel overgang belagt med strenge tabuer, der alle angik Havkvinden, Havets Mor på østgrønlandsk. Brød man dem, indespærrede denne store kvinde alle sødyrene. I mytisk tid var de opstået af hendes afhuggede fingerled, og Laugrand forstår ’nadveren’ som et endegyldigt brud med Havkvinden i overensstemmelsen mellem bidderne og disse afhuggede fingerled. Tidligere skar man ikke kødet op.Ved måltiderne lod man et stort kødstykke gå rundt, og skar først sin bid af kødet, når man havde det i munden. Desuden spiste mænd og kvinder altid hver for sig ved fællesmåltiderne. Også dette skel, kønsskellet, brydes med siqqiterneq, den fælles ’nadver’ i det ny fællesskab, hvor mænd og kvinder nu på lige vilkår kan spise hvad og når de vil.

“We traded 100 taboos -- laws of nature -- for Ten Commandments, which now I don't have any trust for after looking at where they came from. Love thy neighbour? They're bombing the hell out of each other!” siger filmens Zacharias Kunuk i et interview. I nutidens lys var det et elendigt bytte, men med tidens gang uafvendeligt. Iglulikkerne tog det første initiativ – i egen forståelse og på egne betingelser. Missionærerne satte sig først på kirketugten flere år senere.