Tværkulturelle og Regionale Studier > Forskning > Komparative > Afsluttede projekter > En katastrofes anatomi

En katastrofes anatomi - Tsunamien i Tranquebar

Social rekonstruktion og opfattelser af risiko efter flodbølgekatastrofen

Ph.d.-projekt ved Frida Hastrup

Vejleder: Esther Fihl

Projektet er en del af Nationalmuseets Tranquebar Initiativ og inviteret med på Galathea3

I december 2004 ramte tsunamien Tranquebar, hvor 800 mennesker blev dræbt og især fiskernes og landarbejdernes områder ødelagt. Feltstudier i Tranquebar har vist, at mange af de hjælpeorganisationer, der strømmede til området efter katastrofen, primært ser det som deres opgave at slette tsunamiens fysiske spor, fordi det for organisationerne netop er disse, der hindrer en genetablering af det normale samfund. I denne optik er rekonstruktion en ensrettet og kumulativ proces, der bevæger sig fra kollaps mod normalitet i takt med en materiel rekonstruktion. Hos den lokale befolkning tyder det dog på, at flodbølgen også sætter sig andre spor end de fysiske og blandt har medført forandrede måder at håndtere sikkerhed og risiko på. Dette projekt undersøger rekonstruktion som et socialt fænomen og belyser mere overordnet, hvordan et samfund reagerer på pludselige kriser.

Projektet, der baserer sig på feltarbejde i Tranquebar, fokuserer på, hvorledes aktører, NGOer og lokale autoriteter strategisk bruger narrativer om tsunamien i udvælgelse af legitime modtagere af humanitær bistand. Med afsæt i, at rekonstruktionen i Tranquebar rækker langt udover den materielle genopbygning, vil dette projekt søge en helhedsorienteret forståelse af tsunamiens effekter lokalt og en teoretisk indsigt i kulturelle reaktioner på katastrofer.

Centralt for antropologisk teori om katastrofer er, at disse ikke blot er enkeltstående begivenheder, der kan afgrænses i tid og rum, men derimod processer, hvis virkninger kan slå igennem over et stort spænd i tid og fx forandre uddannelsesmønstre, økonomi, social status samt opfattelser af fremtidige risici. Frygten for nye katastrofer og forsøg på forebyggelse er dermed nogle af tsunamiens implicitte konsekvenser, som aktører involveret i rekonstruktion må forholde sig til. Derfor kan opfattelsen af rekonstruktion som materielt fremskridt ikke stå alene.

Selv en så globalt eksponeret katastrofe som tsunamien er altid også lokal. Dette projekt prøver at gå bag om et mediebillede, der ofte ikke har rum for de berørtes fortolkninger og for formidling af komplekse og langlivede sammenhænge mellem økonomiske, sociale og kulturelle forhold. Et perspektiv i projektet er at analysere forholdet mellem globaliserede mediebegivenheder og deres lokale omsætning og effekt. Disse to dimensioner kolliderer potentielt, når NGOer strømmer til et katastrofeområde. Det er derfor et af projektets mål at belyse en nødhjælpsindsats, der i sjælden grad har mobiliseret verden, og muliggøre forbedringer i denne ved at tage katastrofen alvorligt som andet og mere end en afgrænset begivenhed, der hurtigst muligt skal annulleres.