Tværkulturelle og Regionale Studier > Forskning > Projekter > Religiøs innovation

Mellem konservativ reaktion og religiøs innovation

Religiøse intellektuelle i Central- og Sydøsteuropa om fællesskab, autenticitet og oprindelse

Projekt med støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (FKK) 2008-2009

• professor Catharina Raudvere – raudvere@hum.ku.dk
• lektor Krzysztof Stala – stala@hum.ku.dk
• post doc Trine Stauning Willert – tsw@hum.ku.dk

Siden Murens fald og Unionens udvidelse er der blandt Europas politikere opstået en markant spænding mellem på den ene side at formulere en fælles europæisk identitet og på den anden side at give plads til regionalt særkende. Et fortsat kontroversielt spørgsmål bliver hvilken plads religion og nationalisme får lov at indtage i disse senmoderne identitetskonstruktioner. Flere steder i Europa har autoritære religiøse bevægelser fået betydelig politisk indflydelse ved dygtigt at navigere mellem fortællinger om det forgangne og visioner for fremtiden. Er det blot de traditionelle institutioner som har genvundet deres position – eller er der nye intellektuelle stemmer som spiller en rolle når det gælder om at fremstille forholdet mellem religion og nation på en måde som stemmer overens med senmoderne livsvilkår?

Dette projekt har til hensigt, gennem tre case studier og en afsluttende international workshop, at analysere forholdet mellem nationalisme og religion i den offentlige debat i udvalgte lande. Projektet er regionalt afgrænset til Central- og Sydøsteuropa, dels for at indkredse katolske, ortodokse og muslimske aspekter af europæisk kulturdebat, men også for at analysere hvordan religiøse ledere og institutioner, som tidligere har været del af progressive demokratiseringskræfter, nu er udprægede traditionalister, værdikonservative - og nationalister. Med den brede term religiøse intellektuelle forstås her forfattere, debattører og akademikere som bruger offentligheden som arena for deres argumentation om religion som fundament for samfundsstrukturen. I de tre cases vi har valgt, er sådanne religiøse diskurser tæt forbundne med nationalismens fortællinger om fællesskab, autenticitet og oprindelse.

De tre delprojekter arbejder med case studier fra Polen, Grækenland og Bosnien-Herzegovina. Landene er valgt for at sætte fokus på andre religiøse identiteter i Europa end dem som normalt inkluderes i europæisk diskurs om sekularisering, modernisering og demokrati. Samtlige delprojekter er baserede på tidligere forskning fra de respektive lande. De tre lande kan karakteriseres som grænseområder som i århundreder har været kontaktzoner på såvel en øst-vest som en syd-nord akse. De var tidligere del af flerkulturelle og multireligiøse samfund og er prægede af blodige konflikter i det 19. og 20. årh. Forholdet til denne arv og til hvorledes historien skal skrives har genereret stærke modsætninger i de tre lande.

Religionen har haft en både frigørende og stækkende rolle under udviklingen væk fra autoritære styreformer. De dominerende religiøse institutioner og deres repræsentanter har mistet en del af deres traditionelle indflydelse i hverdagslivet, men har til gengæld erobret en plads i den offentlige debat hvilket modsiger deterministiske sekulariseringsteorier. I alle tre lande er der blandt visse intellektuelle en formuleret modstand mod sekularisering og liberalisme, som for dem repræsenterer modernismens bagside. Under henvisning til autenticitet gøres nationalismens fortællinger til taknemmelige redskaber for opbygning af homogene identiteter, som står i kontrast til fremhævelsen af individets valg og fleksible muligheder i samtiden.

Et fælles metodisk udgangspunkt er at kortlægge og analysere tre diskursive domæner i de udvalgte lande. Formålet er at spejle komplekse historiske forhold og en mangetydig samtid, mens vi distancerer os fra at identificere nogen entydig ’østeuropæisk’ udvikling. Det første diskursive domæne er hvordan religiøse intellektuelle argumenterer når de anvender de nationale fortællinger i den offentlige debat med henblik på at definere en fælles identitet. For det andet skal studierne vise hvilke religiøse temaer og symboler som anses for afgørende for en autentisk livsstil, såvel som de tankefigurer og værdier i samtiden som debattørerne vender sig imod. I de fleste tilfælde argumenteres der fra en modstandsposition rettet mod samtidens forfald, forbrugerisme og liberalisme. Det tredje diskursive domæne er mindre orienteret mod argumentationsanalyse og værdidiskussioner; det skal i stedet ud fra et kulturanalytisk perspektiv belyse de sociale arenaer som er åbne for sådanne neo-religiøse diskurser. Her rettes opmærksomheden mod sociale bevægelser, massemedier, virtuelle verdener, NGO’er og uddannelsessystemet som dannelsesinstrument. Denne del af projektet bygger på feltarbejde med deltagerobservation og interview som vigtigste redskaber.

Det fælles udgangspunkt for projektet er, med religion som prisme, at udvikle humanistisk nationalismeforskning. Gennem de sidste 30 år er det i kulturteoretisk kontekst blevet almindeligt at diskutere national mobilisering og forestillinger om territorium og sprog i termer som ”the invention of tradition” og ”imagined communities”. Disse tydeliggør enkle retoriske fortællinger som inkluderer og ekskluderer, men teorierne forklarer ikke kompleksiteten i forholdet mellem religion, forestillinger om fælles oprindelse og national mobilisering. Andre teoretikere har derfor videreudviklet modeller om religionens betydning for opbygningen og videreførelsen af national identitet eller etniske grænser. Til forskel fra forestillinger om territorium og sprog kan religionens fortællinger tilføre nationalismen eksistentielle dimensioner om tilhørsforhold og sammenhold. Fortællingerne kan definere fjender og vende nederlag til udvalgte traumer ud fra hvilke samtiden kan forstås ved at bruge historien som spejl. Foreliggende projekt vil yderligere udvikle disse teorier om religiøst funderet nationalisme. Vores hypotese er at forestillinger om det rene, oprindelige og autentiske har et retorisk potentiale som let knyttes til religionens mere eskatologiske løfter. Til trods for dens absolutte fortællinger lader det til at den religiøse nationalisme kan fungere i senmodernitetens rum af flydende identitetsgrænser. Tidligere studier om ”religionens tilbagekomst” i Europa har været alt for generaliserende og vi ønsker derfor at analysere enkelte intellektuelle stemmer for at kunne blotlægge argumenter og retoriske figurer, strategier og positioneringer i og udenfor deres egne religiøse menigheder og de hævdvundne institutioner. For at kunne forklare den nutidige styrke i 1800-tals-tanker om folk, territorium, sprog og tro kræves der detaljerede analyser af hvordan nationale offentligheder, under påvirkning af globaliseringen, formår at kombinere disse romantiske visioner med senmoderne livsvilkår.