Siden lanceringen af den positive psykologi i slutningen af 1990erne har denne nye videnskab om menneskets lykke og trivsel opnået en stadigt større udbredelse. I løbet af de sidste 20 år har interventioner baseret på den positive psykologi vundet indpas på forskellige områder såsom uddannelse, ledelse, selvhjælp, professionel terapi og rådgivning, samt i den amerikanske hær. Denne afhandling undersøger de centrale løfter og mulige skyggesider af den positive psykologi og dens tilgang til at opbygge resiliens gennem en analyse af programmet ”Comprehensive Soldier Fitness” (CSF), et resilienstræningsprogram udviklet til det amerikanske militær baseret på principper fra den positive psykologi. I 2008 var selvmordsraten blandt amerikanske soldater den højeste i 28 år, og cirka hver femte veteran fra krigene i Irak og Afghanistan led af PTSD eller depression. For at dæmme op for det stigende antal soldater med psykiske problemer kontaktede den amerikanske hær Martin Seligman, som er en af grundlæggerne af den positive psykologi, og sammen skabte de CSF-programmet, som blev lanceret i 2009. Formålet med dette forebyggende program var at mindske forekomsten af PTSD, depression og angst, samt at forbedre soldaternes ydeevne og styrke deres generelle velbefindende ved at lære dem forskellige teknikker til at håndtere stress og traumer.
Afhandlingen tager CSF-programmet som sin centrale case og empiriske genstand. I min analyse af CSF-programmet fokuserer jeg især på hvordan den positive psykologi er blevet promoveret som en modgift mod traumatisering, og jeg undersøger hvordan programmets ideer omkring styrker og resiliens påvirker forståelsen af traumer. Dermed gør jeg også programmets videnskabelige fundament, altså den positive psykologi og dens underliggende antagelser om traumer og resiliens, til en central genstand i mine analyser. Afhandlingens ærinde er ikke at fremstille en generel teori om traumer eller resiliens. I stedet fokuserer jeg på hvordan disse fremtræder i min case, og jeg udforsker hvordan programmets centrale antagelser er placeret i et bredere felt af spørgsmål og diskussioner omkring traumer og resiliens. Afhandlingen bidrager med en diskussion af resilienstænkningen og brugen af den positive psykologi og jeg rejser en række kritiske spørgsmål, som har bredere relevans end blot det amerikanske militær, idet CSF-programmet ikke kun var skabt til det amerikanske militær, det er også tiltænkt som en mere generel model for, hvordan man kan øge individers resiliens i civile kontekster.
På baggrund af afhandlingens analyser og diskussion af de bredere sociopolitiske effekter af den stigende brug af psykologiske interventioner og ekspertise i den vestlige verden (kapitel 3+7), den positive psykologis videnskabelige fundament (kapitel 4), resilienstænkningens og CSF-programmets underliggende løfter, teorier og teknikker (kapitel 5), samt programmets underliggende antagelser om traumer og PTSD (kapitel 6) argumenterer jeg for, at selvom det er fristende at omfavne den positive psykologis centrale løfter og antagelser, så bør dette ikke gøres ukritisk. Afhandlingens kapitler viser, hvordan både CSF-programmet og den positive psykologi er baseret på en række løfter, som de endnu ikke lever op til. Den positive psykologi blev f.eks. lanceret på et løfte om at levere psykologiske interventioner med veldokumenteret effekt, men samtidig er CSF-programmet baseret på udokumenterede påstande omkring anvendeligheden og effekten af teknikkerne fra den positive psykologi som en modgift til PTSD. Afhandlingen belyser også hvordan resilienstræningen i CSF-programmet rummer en række mulige skyggesider. Programmet fremstiller bl.a. traumatiske lidelser som værende funderet i bestemte dårlige vaner og karakteristiske tænkemåder, og promoverer dermed en forståelse af traumatiske lidelser som et resultat af individers manglende evne til at styre og regulere deres egne tanker, følelser og handlinger, snarere end værende et resultat af deres eksponering for traumatiske stressfaktorer. Det er fristende at konkludere at CSF-programmet har fejlet og ikke virker som en modgift til traumatisering, men så risikerer vi at overse, hvordan programmet også virker på andre måder, bl.a. hvordan programmet individualiserer, dekontekstualiserer og afpolitiserer forståelsen af både traumer og resiliens.