Tværkulturelle og Regionale Studier > Forskning > Sprogforandring > Læs mere

I efteråret 2005 udpegede alle landets universiteter på foranledning af Det Forskningspolitiske Råd et begrænset antal såkaldte kernefelter. Et af de 11 kernefelter der blev udpeget på Det Humanistiske Fakultet, var sprogforandring.

Et kernefelt er et forskningsområde hvor det pågældende universitet har en særlig styrke i et internationalt perspektiv.

Sprogforandringsstudier er et relativt vidt begreb der omfatter forskning inden for mange forskellige traditioner og med forskellige teoretiske tilgange. Samtidig er det dog muligt at afgrænse feltet relativt præcist.

For det første drejer det sig om lingvistiske studier, dvs. studier hvor forskningens genstand er selve sproget. Sproglige data indgår også i en række andre humanistiske studier, fx litteratur-, kultur-, kommunikations- og medieforskning, men disse forskningsgrene stiler ikke mod en beskrivelse af sproget som sådan og er derfor ikke omfattet af kernefeltet.

For det andet drejer det sig om diakrone studier af sproget. En sprogforandring forudsætter som minimum to synkrone snit der konfronteres og dermed skaber det diakrone perspektiv.

Med denne afgrænsning får man et forskningsfelt der er tilstrækkelig veldefineret til at kunne danne ramme for en fælles teoridiskussion og metodeudvikling, samtidig med at man åbner kernefeltet for en række forskelligartede studier: historisk fonetik og fonologi, historisk grammatik / grammatikalisering, historisk leksikografi samt studier i sprogkontakt, herunder pidgin- og kreolsprog, indvandrersprog m.v.

Kernefeltet fungerer som et netværk af de relativt spredte sprogforandringsstudier på fakultetet med bl.a. det formål at fokusere på generelle sprogforandringsteorier og metodeudvikling. Der er i disse år en stigende interesse for sprogforandringsteori, og emnet har været behandlet med foredrag og arrangementer i FG-kredsen, Lingvistkredsen og DGCSS (Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier), ligesom sproghistorikere fra KU er flittige deltagere ved internationale konferencer.

De københavnske lingvister repræsenterer en relativt bred vifte af teoretisk-metodiske udgangspunkter, og kernefeltet skal naturligvis rumme dem alle. Det er dog karakteristisk for det københavnske lingvistiske miljø at man i de senere årtier har udviklet en særlig variant af den funktionelle lingvistik der på den ene side fastholder det strukturalistiske grundsynspunkt at sprog i sit grundlag er struktur, og på den anden side lægger vægt på funktionelle tilgange i erkendelsen af at sprog først og fremmest er et kommunikationsmiddel, og at vejen til beskrivelse af sprogelementernes indhold går gennem deres kommunikative funktion. Man har således et udgangspunkt der adskiller sig både fra de rent formelle (bl.a. Chomsky-inspirerede) tilgange og fra de mest radikale funktionelle tilgange der har tendens til at betragte strukturen i sproget som et epifænomen. Der er derfor – trods forskellene – et spændende grundlag for den videre teoridiskussion. Den københavnske lingvistik har potentiale til at yde et vægtigt bidrag til den videre udvikling af sprogforandringsteorien i international sammenhæng – både i kraft af den sprogvidenskabelige tradition og den usædvanlig brede vifte af sprogfag.