Selvom den pro-demokratiske studenterbevægelse i Iran har lidt under hård undertrykkelse, en besværlig adskillelse fra den parlamentariske reformfløj og en lang række socio-kulturelle problemer, så er der stadig kræfter blandt landets 2,5 mio. studerende, der ikke er bukket under for apati og magtesløshed. Artiklen undersøger de nye debatter og centrale koncepter, der opstod i det i stigende grad selvrefleksive aktivistmiljø på Teherans universiteter i starten af den nye årtusind.