I de første årtier af det 21. århundrede har idéen om krise været dominerende og det hævdes at vi lever i en krisetid. Traditionelt har religionen spillet en rolle, når eksistensens usikkerhed og verdens ustabilitet skulle håndteres. Men med udbredte antagelser om religionens genkomst, er det nødvendigt at undersøge, hvordan dette skal forstås. De vanlige spørgsmål, der rejses i filosofiske samtidsdiagnoser, er, hvordan kom vi hertil? Og det kritiske, hvad gik galt? For at kritikken ikke blot er negativ, men i stedet tager en affirmativ udformning og peger videre, er det afgørende at rejse det opfølgende spørgsmål: Hvordan kommer vi videre herfra? To af de mest komplekse og innovative samtidige forsøg på at forstå vores samtidige situation findes i filosofferne Giorgio Agambens og Peter Sloterdijks tekster. Det er karakteriserende for begges filosofiske forfatterskaber, at selvom de er kritiske, forsøger de også at formulere et positivt projekt. Her griber de begge til religionshistorien og gør brug af en religiøs arv, som de begge vurderer stadig har væsentlig betydning.
Afhandlingen undersøger Agambens og Sloterdijks filosofiske bane og vurderer religionens rolle indenfor deres samlede filosofiske projekter.