Fra kongeligt kunstkammer til Ranes kedsomhedsknap

Af Pernille Munch Toldam

En bachelor i indianske sprog og kulturer, en kandidatgrad fra moderne kultur og kulturformidling og et tilvalg på museologi – kombineret med et praktikophold på Nationalmuseet – pegede alt sammen i retning af, at Mette Baggers skulle skrive speciale om Nationalmuseets etnografiske samling.

- Den etnografiske afdeling indeholder samlinger om mange forskellige folk og kulturer. Jeg har dog valgt at fokusere på samlingens tre amerikanske rum, og jeg undersøger bl.a., hvordan afdelingen er opstået, og hvordan den har det i dag, forklarer Mette Baggers.

Vores blik på verden fortæller om os selv

Etnografisk samling opstod som Kongens kunstkammer i 1650. Den indeholdt malerier, kunstværker, nips og ting, som Frederik 3. hentede med hjem fra rejser i hele verden. Afdelingen lå dengang på Københavns Slot, hvor Christiansborg ligger i dag, men siden er den flyttet til dens nuværende lokation i Prinsens Palæ.

- Jeg har især interesseret mig for den kolonitanke, der ligger bag samlingen. Vi er rejst ud i verden og har taget den med hjem, og det syn, der gennem tiden har været på de ting og folk, der er repræsenteret i samlingen, er virkelig interessant. Man kan få meget at vide om vores syn på omverdenen ved at kigge på etnografisk samling, mener Mette Baggers.

Hun mener dog ikke, at det er formidlet ordentligt i samlingen, at Danmark har været en af verdens største kolonimagter.

- Det er som om, museet ikke inddrager vores sorte fortid, hvor vi har dræbt mennesker og betragtet dem som dyr. Selvom udstillingen Stemmer fra kolonierne giver stemmer til de slavegjorte folk, så synes jeg, at den går på kompromis med mange ting. Og genskabelsen af det oprindelige Kongens kunstkammer er flot og særlig, men der er ingen formidling af problemerne ved kunstkammeret. Fx optræder ordet ’orientalisme’ helt ukommenteret, selvom det er et ord, vi aldrig ville bruge i dag. Derudover bliver alle tingene i kunstkammeret kaldt ’indianske ting’, også ting fra Afrika. Man gengiver det hele uden at fortælle om konteksten og uden at formidle tankerne bag, forklarer hun og fortsætter:

- Helt overordnet er jeg blevet overrasket over det manglende udsyn. I samlingen er der forkerte beskrivelser og genstande, der er totalt uformidlede. Fx hænger der i det sydamerikanske rum nogle enestående malerier af en hollandsk maler, Eckhout, som er nogle af de dyreste genstande på Nationalmuseet. Museet har haft dem i sin varetægt siden kunstkammerets tid, men det giver jo ikke mening at udstille dem ukritisk og på samme måde som i 1600-tallet.

Uformidlede pragtgenstande

Det var et praktikophold på Nationalmuseet, der gav Mette Baggers afgørende inspiration til specialet, og hendes praktikvejleder, der er museumsinspektør i de amerikanske rum, har hjulpet hende med at finde arkivmateriale fra de seneste 50 år.

Blandt de mange dokumenter fandt Mette Baggers bl.a. museets oplæg og idekatalog til de amerikanske rum. Dem var hun mildt sagt ikke imponeret over. Papirerne viste, at ideen til det mellemamerikanske rum var at vise ’noget om, hvordan de lever – og nogle pragtgenstande’. 

- Pragtgenstande er i det hele taget et gennemgående tema. I oplægget til det mellemamerikanske rum står der, at der er ikke er nogen overordnet ide for rummet. Det skulle bare vise 'noget af det, som undgik de hvides ødelæggelser'. Det står der simpelthen sort på hvidt. Og det var vel at mærke i 1989, ikke 1962, fortæller hun.

Her er ingen overordnet idé ud over at vise noget af det, som undgik de hvides ødelæggelser

Det har overrasket Mette Baggers hvor mange fejl- og fejlformidlinger, der er i samlingen.

- Hvorfor står der fx en ægyptisk pyramide midt i det indianske rum? Det er ikke en mesoamerikansk pyramide, selvom det selvfølgelig er det, der har været tanken. Men den der idiotiske pyramide bliver virkelig bare en manifestation af, at det er arkitekter og ikke museologiske fagfolk, der har fået lov til at indrette, mener Mette Baggers.

Levende kilder

Som en del af specialet har Mette Baggers interviewet museumsdirektør Rane Willerslev.

- Jeg forholdt Rane Willerslev nogle af de her ting, og han siger selvfølgelig, at det handler om økonomi, og at det er et prioriteringsspørgsmål. Han er enig i, at afdelingen er underprioriteret, og det er han rigtig ked af. Men samlingen er mere underprioriteret end resten af museet, det er jeg slet ikke i tvivl om – det står jo sort på hvidt i oplægget til udstillingen, siger hun.

Da Mette Baggers i løbet af interviewet med Rane Willerslev spurgte ham, hvad vi overhovedet skal med en etnografisk samling, var hans svar, at vi skal kigge på andre mennesker og forstå os selv gennem dem.

- Og det er jeg jo fuldstændig enig med ham i. Han er miles ahead af en forståelse af menneskeheden, han ser den bredt og med en forståelse for alle levemåder. Men jeg synes jo, at afdelingen er et udtryk for præcis det modsatte. Den signalerer, at der er folk, vi ser ned på. Den forståelse, som udstillingen kunne være med til at give, er ikke blevet prioriteret økonomisk, og derfor klinger det lidt hult, når Rane Willerslev taler om, at vi kan se og forstå hinanden i vores forståelse af verden. Det kan vi jo ikke på Nationalmuseet, siger hun og fortsætter:

- Det kan da godt være, at han er fanget af politiske vinde, men sagen er jo, at han fx har brugt penge på en delvist fejlbehæftet og pinlig vikingeudstilling med Jim Lyngvild. Det er en prioritering. De har også lavet en stor tysk udstilling, og den er fin, men den var der også andre museer, der kunne lave. I Danmark har vi ikke andre museer, der viser etnografiske samlinger, så hvis man vil vide noget om mellemamerikanske eller mesoamerikanske fund, eller om Lapland, Korea eller afrikanske folk, så er det på Nationalmuseet, det foregår. Moesgaard har primært dansk kulturhistorie og kun indimellem etnografiske særudstillinger. Ellers er der kun Nationalmuseet, siger hun.

Mette Baggers mener, at museet i stedet for at flyve efter politiske vinde og lave det poppede, som andre også kan lave, skulle passe udstillingerne lidt bedre.

- Man burde sætte sig ned og spørge, hvad det er, etnografisk samling skal kunne. Svaret kunne være, at den skal samle mennesker og vise den verden, vi har haft og har i dag. Næste spørgsmål kunne så passende være, hvorfor det er vigtigt og relevant. ’Det er det’, kunne Nationalmuseet svare, ’fordi vi allesammen er mennesker. Og det kan vi vise gennem etnografisk samling’, siger hun og slutter så:

- Museums- og kulturpolitik er vildt interessant, og det er spændende at undersøge, hvad vi som danskere og land bliver påvirket af. Nationalmuseet skal være med til at løfte den vigtige opgave, men jeg synes ikke, de tager deres ansvar seriøst. Ved at negligere fakta – eller i hvert fald underformidle dem - forspilder museet en gylden chance for at oplyse os. Og det synes jeg er ret sørgeligt.