Jeg deltog med oplægget "Affekt og erindring: Litterære genforhandlinger af relationen Danmark-Grønland" i arbejdskreds nr. 4: "Skandinavistikkens steder og geografier". Centrale spørgsmål for gruppen er bl.a.:

Hvilken rolle spiller geografi, kulturgeografi og geopolitik for skandinaviske kultur- og litteraturstudier i dag? Gennem årtier har man talt om ”the spatial turn” inden for humaniora og socialvidenskab, men hvordan har disse nye rumlige tænkemåder forandret vores arbejde som skandinavister og den måde, vi opfatter og afgrænser vores fagområde på? Traditionelt var det filologien og idéen om fælles sproglige og historiske rødder mellem de nordiske nationalstater og -litteraturer, som udgjorde fagets kerne. Til forskel herfra har man inden for de senere årtier kunnet iagttage en række forsøg på at gentænke ”Norden” som region i verden – bl.a. med afsæt i begreber og metoder fra det større tværdisciplinære felt af ”area studies”. Men hvordan defineres og afgrænses Norden som ”område”, og hvad er konsekvenserne, hvis vi forstår skandinavistik som ”area studies”? Hvori ligger de forskningsmæssige potentialer i de tværregionale tilgange, når vi fx i stigende grad begynder at se Østersøområdet, Grønland, Sápmi og Arktis som en del af fagets genstandsfelt? Hvilken rolle spiller stedet for vores arbejde som skandinavister?