Denne ph.d.-afhandling undersøger samfundsmæssige og individuelle reaktioner på de reformer, der blev gennemført af de autoritære regimer i Tunesien fra 1956 til 2011. Med afsæt i et kritisk litteratur-review af de centrale værker i den eksisterende politologiske litteratur om Tunesien og om reformer under autoritære, arabiske regimer bidrager afhandlingen med en indsigt i, at denne litteratur er influeret og begrænset af samtidige teoretiske paradigmer og tendenser. Dette har resulteret i en fastlåsthed i et fokus på regimet, institutioner og strukturer samt eliter mens andre områder og aspekter har henligget i ”skyggen” og ikke er inddraget i hidtidige studier. Det er disse ”skyggeområder”, som afhandlingen belyser ved at anvende etnografi som ny metodisk tilgang. Særligt fire etnografiske tilgange er anvendt til produktionen af nye data: Studier af individer og deres levede liv, ”det uhåndgribelige” og ”feltets opståen”, refleksivitet samt mixed methods. Med afsæt i en afdækning af dynamikker og forandringer inden for mediesektoren og islam-praksisser fokuserer afhandlingen på reformer inden for disse to områder. Afhandlingen bidrager til et muligt paradigmeskifte, der kan rumme og inkludere ”slow changes”, forandringer over tid, individer, personlige ambitioner, følelser af levede liv, værdier og normer i Mellemøstens politologiske studier. Fremadrettet kan et sådant skifte rumme vigtige aspekter for analyser og forståelse af sammenhænge mellem politiske udviklinger og sociale dynamikker ikke blot i Tunesien men generelt i den arabiske region.