Overgangen fra jæger-samler til agerbrugssamfund i Mellemøsten fandt sted mellem 15,000-8,000 år siden i løbet af de såkaldte epipalæolitiske-neolitiske perioder og markererede et markant skifte i menneskers levevis. Hovedfokus i mange studier har hidtil været hvordan folks madvaner ændrede sig fra at samle til at producere mad efter at bestemte typer planter og dyr blev domesticeret. Lignende studier af agerbrugets fremkomst har også fokuseret på den kronologiske og geografiske oprindelse samt forsøgt at afklare hvorfor denne nye levemåde blev så udbredt. Flere hypoteser har været fremsat og mange metoder er blevet afprøvet som forklaringsmodeller. Udover detaljerede studier af botanisk materiale og fauna er flintmateriale også blevet brugt til relativ datering, til at følge de forskellige teknokomplekser og til at spore den geografiske og kronologiske udbredelse af agerbrug. Da stenredskaber er den væsentligste del af forhistoriske samlinger udgør de en konstant notat over menneskers aktiviteter. Især måden hvorpå de redskaber blev brugt kan fortælle os om forandringer i aktivitetsmønstre og derved give os information om hvordan mennesker strukturerede opgaver, aktiviteter og inkorporerede nye ideer. Det er denne afhandlings hensigt at bruge slidsporsanalyse af flintmaterialet fra to bopladser, Shubayqa 1 og 6, til at tilføje ny viden om overgangen mellem jæger-samler og agerbrugssamfund i Mellemøsten.
Shubayqa 1 og 6 er lokaliseret i Harrat as-Shams ørkenen i det nordøstlige Jordan. Sammen spænder de over knap 4000 års beboelse i den sene epipalæolitiske og den tidligste neolitiske periode (14,600-10,500 kal. BP). Materialet herfra er derfor særdeles velegnet til at afsøge hvordan denne overgang så ud i et område der havde mindre favorable omgivelser end i mere velstuderede områder af Levanten som for eksempel middelhavsregionen. Resultatet af analysen bliver brugt til at fortælle os om hvilke aktiviteter der fandt sted, hvilke materialer folk bearbejdede og forsøger at skildre hvordan forandringer af folks madvaner reflekteres i stenredskaber. Resultaterne vil derudover blive brugt til at vurdere hvilken indflydelse klimaet i løbet af Yngre Dryas (ca. 12, 900 – 11, 600 kal. BP) havde på udbredelsen af agerbrug i regionen. Derved indgår studien også i en bredere diskussion og illustrerer hvor man kan bruge slidsporsanalyse udover mere traditionel funktionsbestemmelse af redskaber.
Slutteligt argumenterer afhandlinger for at neolitiserings-processen i det nordøstlige Jordan er karakteriseret af gradvise sociale og kulturelle ændringer, såsom interaktioner med panlevantiske socialnetværk og lokale innovationer til et miljø i forandring i langt højere grad end et resultat af pludselige forandringer af folks levevilkår.