Det er en almindelig udbredt opfattelse blandt logikere og lingvister at såkaldte ”And-But-Or”-sprog benytter sig af universel strategi for sammenbinding af sideordnede led i en ytring, fordi sideord-ning anses for menneskesindets grundlæggende og universelle tankeoperation. Det viser sig imidlertid at selv om russisk og dansk umiddelbart hører til ”And-But-Or”-gruppen, adskiller de sig systematisk fra hinanden ved hvornår deres indfødte brugere vælger den ene eller den anden sideordningsforbindelse i samme situationstype. I mit foredrag forsøger jeg at påvise at dette fænomen afspejler den grundlæggende forskel mellem sprogenes kommunikationsprocesser som bestemmes af hvilken supertype de tilhører – modtagerorienterede sprog, som dansk, eller virkelighedsorienterede sprog, som russisk.