Konjunktion og disjunktion analyseres i talrige lingvistiske og logisk-filosofiske værker såvel sprog-specifikt som tværsprogligt og typologisk, og det er en almindelig udbredt opfattelse blandt lingvi-ster og logikere at såkaldte “And-But-Or”-sprog benytter sig af universel strategi for sammenbinding af sideordnede led i en ytring, fordi sideordning anses for menneskesindets grundlæggende og universelle tankeoperation. De pågældende kopulative og disjunktive konjunktioner behandles derfor traditionelt som sproglige ækvivalenter til de to logiske operatorer, konjunktion (Ʌ) og disjunktion (V), og beskrives ved hjælp af den formelle semantiks kategorier baseret på sandhedsværdier og organiseret i matematiske systemer. I denne forbindelse sætter man særligt fokus på vekselvirkning mellem konjunktion, disjunktion og negation repræsenteret i form af de Morgans love, som udsagn i det engelske “referencesprog” er i fuld overensstemmelse med. I enkelte tværsproglige undersøgelser som registrerer “afvigelser” fra de logiske regler i en række andre sprog, søges forklaringen i polaritetsteorien som analyserer disjunktive konjunktioner som negative polaritetselementer i sprog der opfører sig efter det engelske mønster (”English-type languages”), og som positive polaritetselementer i sprog der ikke opfører sig efter det engelske mønster. Det viser sig dog heller ikke at holde stik med hensyn til russisk. I mit foredrag vil jeg forsøge at påvise at dette fænomen afspejler den grundlæggende forskel mellem sprogenes kommunikationsprocesser som bestemmes af hvilken supertype de tilhører – modtager-orienterede sprog, som engelsk og dansk, eller virkeligheds-orienterede sprog, som russisk.