Formålet med denne artikelbaserede ph.d.-afhandling er at undersøge, hvordan brugen af kulturarv i moderne væbnede konflikter og den efterfølgende sikkerhedsliggørelse af kulturarv har skabt nye roller og udfordringer for den globale museumssektor.
Dette overordnede spørgsmål bliver belyst i tre separate undersøgelser udført inden for følgende temaer: "Det tværsektorielle link mellem kulturarv og sikkerhed" (artikel 1), "Museumssektoren som aktør i human security [menneskelig sikkerhed/ civilbeskyttelse]" (artikel 2) og "Museumsaktørers perspektiver på involvering i beskyttelse af kulturarv i væbnet konflikt" (artikel 3).
I løbet af de sidste to årtier er kulturarv blevet et voksende felt inden for human security [menneskelig sikkerhed/ civilbeskyttelse], og kulturarvsbeskyttelse er blevet et transnationalt tværsektorielt emne. Kulturarv er blevet en integreret del af militær strategi og hybrid krigsførelse, og (mis)-bruges af statslige og ikke-statslige aktører som et middel til at sprede propaganda, til at manipulere og (eller) eskalere konflikter, til at opnå international opmærksomhed og fjerne sammenhold eller national identitet. Sikkerhedsligørelsen af kulturarv har etableret en politisk platform, hvor der er enighed om behovet for beskyttelse af kulturarv under konflikt, men endnu mangler institutionaliserede strategier for, hvem der skal implementere denne beskyttelse.
Denne ph.d.-afhandling bidrager med viden om sammenhængen mellem kulturarv og sikkerhedstrusler samt anerkendelsen af dette som et nyt forskningsfelt. Afhandlingen argumenterer for, at der er sket en re-politisering af kulturarv, hvilket kommer til udtryk i den måde, kulturarv er blevet et iboende begreb i human security [menneskelig sikkerhed/ civilbeskyttelse]. Dette ses tydeligt i, hvordan der er sket et skift fra at beskytte kulturarv for dens egen skyld til nu at betragte kulturarvsbeskyttelse som associeret med bredere dagsordener inden for fred og sikkerhed. Dette er en ny udvikling, som har stor betydning for museumssektoren. Når kulturarv sikkerhedsliggøres udvider det museumssektorens rolle i samfundet, hvilket får museumsaktører til at handle uden for deres traditionelle institutionelle arbejdsområde.
Gennem en stor mængde semistrukturerede interviews med museumsaktører samt andre fagpersoner med tilknytning til museumssektoren, genererer afhandlingen vigtig viden om museumsaktørernes erfaringer og perspektiver på processen omkring sikkerhedsliggørelse af kulturarv samt de nye roller og udfordringer, dette skaber for den globale museumssektor.
Afhandlingen viser, hvordan museumssektorens nye rolle i human security [menneskelig sikkerhed/ civilbeskyttelse] ikke er institutionaliseret, og i høj grad afhænger af individuelle interesser og politiske dagsordener. Især statsstøttede eller delvist statsstøttede museer er nødt til at tilpasse sig for at få opmærksomhed og tiltrække donorer, hvad enten det er regeringer eller private fonde. Sektoren er således afhængig af offentlig og politisk opmærksomhed, der bliver dikteret af de geopolitiske rammer omkring ødelæggelsen af kulturarv. Som følge heraf kan sektoren ikke altid anvende de mest bæredygtige strategier eller involvere sig alle de steder i verden, hvor der er behov.
Ph.d.-afhandlingen demonstrerer yderligere, hvordan museumsaktørernes engagement i kulturarvsbeskyttelse påvirkes af en bred vifte af interessenter og netværk, hvilket ikke gør det mere overskueligt for de involverede aktører. Aktørernes involvering er påvirket af mangel på materielle ressourcer, manglende politik på området, mangel på offentlig opmærksomhed, politiske tendenser, diplomatiske tiltag, personlige relationer, personligt engagement og karrieremuligheder samt følelsen af manglende handling fra offentlige instanser. Dette udgør en risiko for, at beskyttelsesinitiativer bliver ulige fordelt. Afhandlingen understreger, hvordan manglen på systematiske tilgange til kulturarvsbeskyttelse bevirker, at beskyttelsesinitiativer er præget af kortsigtet planlægning og få konkrete indgreb.
Det påpeges tillige, hvordan den generelle forståelse og udførelse af museumssektorens rolle inden for feltet mellem kulturarv og human security [menneskelig sikkerhed/ civilbeskyttelse] i væbnede konflikter, stadig er undervejs. Der ses en tendens til, at de store euro-amerikanske museer er bevidste om denne nye rolle, mens museumssektoren som helhed mangler en institutionaliseret tilgang.
Endelig bidrager ph.d.-afhandling med væsentlig viden om potentialer og barrierer for forskere, museumsfagfolk og politiske beslutningstagere for at samarbejde om at inkorporere kulturarvsbeskyttelse i en bredere international humanitær operationsstrategi.
Afhandlingen advokerer for strukturelle ændringer for at fremme mere uafhængig og pålidelig finansiering til beskyttelse af kulturarv i væbnet konflikt. Alt i alt udfolder afhandlingen de mange komplekse problemstillinger, museumssektoren står over for i forbindelse med organisering og udførelse af beskyttelse af kulturarv i væbnet konflikt.