I denne afhandling undersøger jeg danske, fromme muslimske kvinders engagement i islamisk undervisning. Afhandlingen handler både om islamisk uddannelse i Danmark og om, hvad det vil sige at være og blive et (muslimsk) subjekt. Den baserer sig på empirisk materiale primært indsamlet gennem deltagerobservationer af undervisningsaktiviteter samt interviews med kvinder, der engagerer sig i sådanne. Med afsæt heri søger jeg at svare på, hvordan og hvorfor danske, fromme muslimske kvinder engagerer sig i islamisk undervisning som lærere og/eller elever, og hvilken betydning dette engagement har for deres tilblivelse som fromme subjekter. Gennem afhandlingen viser jeg, at kvindernes engagement i islamisk undervisning er et helt centralt aspekt af deres religiøse praksis, som de fortløbende søger at udvikle ved at trække på viden fra en række forskellige både lokale og internationale ressourcer. Jeg problematiserer ideen om, at nutidige muslimers søgen efter islamisk viden foregår som en individuel eller individualiseret proces og fremhæver relationelle aspekter af kvindernes engagement, idet jeg viser, at undervisningsaktiviteter også må beskrives som fromheds-fællesskaber i hvilke, relationer både mellem kvinderne og til Gud kultiveres. Videre viser jeg, at kvinderne som lærere og elever i formelle og uformelle aktiviteter skaber fælles forståelser af, hvad islam og verden er. Det er en central pointe, at det er i lokale kontekster som de, denne afhandling beskriver, at islamisk viden etableres og får mening.
Det er afhandlingens grundlæggende antagelse, at engagementet i islamiske undervisningsaktiviteter har et produktivt potentiale og fungerer skabende for kvinderne som fromme subjekter. Denne skabelse er motiveret af og baserer sig på deres indlejring i et net af relationer til verden omkring dem, inklusive Gud eller ’det hinsides’, der påvirker deres tilblivelse som individer og deres engagement i islamisk undervisning. Samtidig fremhæves også hverdagslige forpligtelser, sociale relationer og temporale virkeligheder som betydningsfulde for, hvordan engagementet udfolder sig og for deres forståelse af dette.
Med grundige empiriske beskrivelser af danske, fromme muslimske kvinders hverdagslige islamiske undervisningsaktiviteter bidrager afhandlingen med ny viden til international forskning i muslimske kvinders religiøse praksis og til forskning i islam i Danmark. Med den foreslåede forståelse af subjekter som indlejret i et net af relationer, inkluderende Gud eller det hinsidige, er afhandlingen af relevans for den bredere religionsvidenskab og udpeger mere specifikt nye retninger for forskning i europæiske muslimer, som ofte har betonet disses minoritetsposition frem for deres gudsrelation.